Krisestyringsplanen bygger på fem principper:
Sektoransvarsprincippet: Den myndighed, der til daglig har ansvaret for at løse en opgave, har også ansvaret for opgaven i ekstraordinære situationer.
Lighedsprincippet: Den normale organisering, procedurer og ansvar, anvendes i så høj grad som muligt også under krisesituationer.
Nærhedsprincippet: Opgaverne i en krisesituation løses så tæt på borgerne som muligt.
Samarbejdsprincippet: De enkelte områder har ansvar for at samarbejde og koordinere med andre myndigheder og organisationer vedrørende planlægning, afhjælpning og krisestyring.
Handlingsprincippet: I en situation med uklare eller ufuldstændige informationer etablerer vi hellere et for højt beredskab end et for lavt – ligesom vi minimerer beredskabet når nødvendigt for at undgå ressourcespild.
Alle medarbejdere i Vordingborg Kommune har beredskabspligt. Det betyder - i henhold til beredskabslovens § 57 – at alle offentligt ansatte, samt ansatte i offentlige og private virksomheder og institutioner, skal udføre de opgaver inden for redningsberedskabet og den civile sektors beredskab, der pålægges dem.
Vordingborg Kommune er en robust organisation, der opretholder kritiske funktioner og sikrer tryghed for vores borgere og virksomheder. Derfor bemandes berørte enheder under ekstraordinære hændelser - også uden for arbejdstid. Opstår behovet, træder andre enheder til med ekstra ressourcer, og står sammen i flok.
Beredskabsplanen gælder for hele Vordingborg Kommune, alle kommunens områder, stabe, sekretariater og decentrale enheder.
Mikael Smed, Borgmester
Kristina Sloth, Kommunaldirektør